Jeg har skrevet endnu en artikel i onlinemagasinet Bo&Co som, i anledningen af at det snart er december, selvfølgelig handler om noget vi alle laver her til jul. Du kan læse den lige her, eller gå ind på Bo&Co’s hjemmeside her. God fornøjelse.


Julen er en tid jeg elsker meget højt, og jeg kan sjældent vente til det bliver december, hvor hyggen spreder sig over hele Danmark. Derfor skal i heller ikke snydes for lidt jul her på Bo&Co, nu hvor vi nærmer os december. En ting mange kæmper med hvert år når december står for døren er juledekorationerne. År efter år er det typisk svært at være kreativ med juledekorationerne, og det koster ofte kassen at købe ind til. Derfor har jeg som inspiration lavet nogle meget billige – faktisk gratis – og enkle DIY dekorationer, som er inspireret af den nordiske jul, og af alle de ting, vi kan finde ude i de mange smukke danske skove.


Nordisk indretning hitter

Det nordiske hjem er netop topmoderne for tiden. Vi værdsætter naturen og alt det vi selv kan skabe her i norden, og det ses tydeligt i indretningen i de danske hjem. Danske designs dukker op over alt, naturen træder i høj grad indenfor i hjemmet og det lokale støtter vi langt hellere end masseproduktionerne. Så hvorfor ikke lave nogle fine, nordiske juledekorationer, der tager afsæt i det vores natur selv byder på?

Og hvorfor ikke tage brug af alle de ting vi kan få gratis, i stedet for at bruge unødige penge på diverse plastikbær, tørret mos og forsølvet kogler. Her bliver det sjovt både at finde og lave dem sammen med hele familien. En dag i skoven og efterfølgende rundt om spisebordet, hvor alle kan være med, kan hurtigt blive en af de hyggeligste dage på året.

 



Nordiske skove har de perfekte materialer

I nordens skove har vi et skattekammer af materialer til juledekorationer. Når bladene falder af, og det for alvor bliver bart, træder skoven frem på en helt anden måde. Svampe dukker op i massevis og grankogler falder ned og lægger sig på skovbunden. Bær, mos, nødder, bark, og kviste er til at finde alle steder i skovens bund. Alt dette og mere til er perfekt til en naturlig juledekoration – og så er det gratis! Det er dog vigtigt at huske på, kun at tage det, man har brug for, så vi samtidig passer på de danske skove.

Bor du tæt på en skov, er det ideelt at gå en tur ned i den, og samle maksimum hvad der svarer til en bærepose. Men bor du ikke nær en skov, er der altså mange grøftekanter og rabatter rundt i hele Danmark, hvor man ofte kan finde en del flere ting, end man lige regner med, og her findes masser af fine ting til dekorationerne. Det er bare med at komme ud og kigge efter.

 

Godt at vide inden du går i skoven
Inden du begynder indsamlingen af diverse ting fra skovens bund, er der nogle huskeregler, der er gode at tænke over, så vi tager hensyn til hinanden og ligeledes skovens dyr.

  • I offentlige skove må du som hovedregel indsamle over alt i skoven.
  • I private skove må du kun samle, det du finder på vej og sti.
  • Du må samle, hvad der kan være i en bærepose.
  • Du må som hovedregel kun samle, hvad der ligger på jorden.
  • Du må ikke klippe i levende træer og buske under 10 meter.
  • Du må gerne klippe grene af væltede træer – både nåletræer og løvtræer.
  • Du må gerne samle kogler og mos fra jorden i et begrænset omfang.
  • Du må gerne samle bær, frugter og svampe i et begrænset omfang – husk det også er dyrenes føde.
  • I områder hvor der dyrkes gran og pyntegrønt, må det hverken samles eller klippes.

 

Nu er du klar og klædt godt på til en tur i skoven, hvor du kan finde masser af gratis og super fine, naturlige ting til juledekorationerne. Jeg vil våge at påstå det er meget pænere, end det du kan købe i alle butikkerne til pokkers mange penge.

– Her får du nogle af mine bud på, hvordan nordiske og naturlige DIY juledekorationerne kan se ud. Forhåbentlig kan det hjælpe kreativitetsprocessen lidt i gang.

 


Tip: Find et par store kogler og skil dem ad. De kan danne et smukt mønster som bund i din dekoration. Find noget fint gran og saml det som små juletræsbuketter. De danner en fin lille skov i din dekoration.

 

Tip: Find nogle helt fine, spinkle stykker gran og saml dem som en buket. Stik dem ned i noget ler, dekorer bunden med mos og kogler og klip grenene til, så de danner formen som et juletræ.

 

Tip: Sæt kalenderlysene i hver deres potte/glas. Dekorer dem med forskellige materialer og i forskellige mønstre, så de hver især bliver unikke.

 

Tip: find en gammel stålbøjle og form den rund med hænderne. Det giver dig et kreativt og billigt fundament til dørkransen, hvor hanken på bøjlen samtidig kan bruges til ophæng.

 

Tip: Hvis du endelig skal investere i noget til juledekorationerne, så er sne på spraydåse en fin måde at toppe dekorationerne af på, hvor de stadig bibeholder det naturlige look. Men brug det varsomt. Her har jeg fx kun brugt det på enkelte kogler.

– Hvis du er vild med DIY projekter og planter, kan du også gå ind og læse DIY guiden om at formere dine planter lige her. God fornøjelse.