En hjemmelavet gave er meget mere betænksom end en købt. Den viser at du har brugt tid på at lave noget kreativt til personen, og det får dem til at føle sig værdsat. Derudover er en hjemmelavet gave ofte meget billigere, end det man kan købe i butikkerne. Jeg elsker selv at gå i køkkenet og lave hjemmelavede gaver, både her op til jul, men også så jeg altid har en værtindegave stående, når jeg skal ud ad døren, og har glemt at købe ind.
Så hvad end du står og skal til en middag, julefrokost, fødselsdag eller juleaften, så er disse hjemmelavede gaver både nemme og billige at lave. Her får du opskrifterne på hjemmelavet chilisalt, citron- og hvidløgssalt samt rosmarin- chili- og hvidløgsolie.
Rosmarin-, chili- og hvidløgsolie
1 liter rapsolie
1 helt hvidløg
1 god håndfuld rosmarin
3-5 små chilier
- Pil hvidløgsfeddene og skær dem i små stykker
- Skyl rosmarinen og pluk nålene af rosmarinstilkene
- Fjern de grønne stilke samt kerner fra chilierne og skær dem i små stykker
- Kom det hele i en gryde sammen med rapsolien og varm det langsom op til max 40 grader (kogepladen skal bare stå på styrke 1 eller 2)
- Lad det stå i en times tid og køl det derefter blot af i gryden.
- Si olien i en fin sigte og hæld det på flasker.
- Du kan komme et par små chilier, lidt hakkede hvidløg og en rosmarinstilk i hver flaske til pynt. Så kan man også se hvad flasken indeholder. Det giver samtidig langsomt mere smag til olien.
Chilisalt
800 g groft salt
7-10 små chilier (vurder selv efter ønske af styrke)
2 spsk. vand
- Skyld chilierne og fjern stilkene (hvis du ønsker en stærk salt, skal du ikke fjerne kernerne).
- Kom chilier, vand og lidt af saltet (ca. 1/4) i blenderen, og blend til det er godt mixet.
- Kom blandingen på en bradepande med bagepapir, tilsæt resten af saltet, bland det godt sammen med en ske eller spatel og fordel det jævnt ud på bradepanden.
- Tør saltet i ovnen på 100 grader i 30 min.
- Saltet kan derefter hældes på rensede glas.
Citron- og hvidløgssalt
800 g groft salt
Revet skal fra 2 økologiske citroner
Saften fra 2 økologiske citroner
- Skyld citronerne og riv skallen
- Kom citronskal, citronsaft og lidt af saltet (ca. 1/4) i blenderen, og blend til det er godt mixet.
- Kom blandingen på en bradepande med bagepapir, tilsæt resten af saltet, bland det godt sammen med en ske eller spatel og fordel det jævnt ud på bradepanden.
- Tør saltet i ovnen på 100 grader i 30 min.
- Saltet kan derefter hældes på rensede glas.
Hvis du mangler inspiration til andre billige værtindegaver, kan du læse indlægget 10 personlige værtindegaver til under 150 kroner lige her på bloggen.
Hejsa
Faldt lige over dine opskrifter, men har et spørgsmål i forhold til hvor længe de forskellige ting kan holde sig? Og hvor meget hvidløg der skal i citron/hvidløgssalt, det står der nemlig ikke som jeg kan se
De kærligste hilsener Michelle